På dette kursus bliver du oplært i MIM-P og får adgang til det webbaserede program.
MIM-P er særdeles anvendelig til at blive klogere på, hvordan omsorgsperson-barn relationen påvirker barnets udvikling, og hvilken indsats der evt. kan støtte barnets udvikling. Metoden kan altså anvendes både i forhold til planlægning af intervention, og den kan indgå som led i en psykologisk undersøgelse af børn.
MIM-P er en struktureret legebaseret samspilsobservationsmetode, som undersøger samspillet mellem omsorgsperson og barn.
Metoden består af 10 enkle samspilsaktiviteter, som optages på video og scores ud fra en 1-9 punkts skala.
MIM blev oprindeligt udviklet på Theraplay instituttet i Chicago som en støtte til planlægning af Theraplay-forløb. I forbindelse med Susan Harts PhD udvikledes MIM-P som en videreudvikling af MIM. MIM-P er således udviklet ud fra en neuroaffektiv udviklingspsykologisk forståelsesramme, og der er udviklet et scoringssystem, som gør det muligt at foretage mere dybtgående undersøgelser.
Opgaverne i MIM-P er designet til at tydeliggøre adfærd inden for fem dimensioner
Med udgangspunkt i disse undersøges omsorgspersonens evne til at tilbyde barnet udviklingsstøtte, og barnets evne til at tage imod omsorgspersonens indsats. Omsorgspersonen kan fx være biologisk-, adoptiv-, sted- eller plejeforælder, eller primær pædagog. Metoden er tilpasset børn fra 0 til 17 år.
Dette 3-dages oplæringskursus giver en indføring i brugen af MIM-P.
Kurset er opdelt i to moduler og en certificeringsperiode
Modul 1 består af to sammenhængende dage. Her gennemgår vi aktiviteter, setting osv., og du introduceres til scoringssystemet og trænes i anvendelsen af MIM-P’s dimensioner og scoringer gennem videooptagelser.
Du får adgang til en hjemmeside, hvor du imellem modul 1 og 2 kan træne i at score ved at streame en række MIM-P træningsfilm.
Det er i forbindelse med tilmelding til oplæringskurset muligt at tilkøbe en MIM-P kuffert med materialer og MIM-P aktivitetskort.
Der må påregnes en smule hjemmearbejde mellem modulets dag 1 og dag 2 til at orientere sig i MIM-P manualen.
Modul 2 består af én dags undervisning og ligger ca. en måned efter modul 1.
På dette modul gennemgår vi de spørgsmål, der er opstået i løbet af træningsperioden. Derudover forberedes du til certificeringsprocessen.
Det forventes, at du i den mellemliggende periode har foretaget en MIM-P optagelse og scoret de webbaserede træningsfilm. På kursusdagen arbejdes der med spørgsmål om egne cases og træningsfilm.
Herefter har du tre måneder til at score certificeringsfilmene. Når alle film i løbet af denne periode samlet er scoret min. 70 % korrekt og inden for et defineret interval, modtager du et certifikat.
Inkluderet
Prisen inkluderer morgenmad, frokost, kaffe og te samt eftermiddagskage.
Kursusdatoer
3. oktober 2022
4. oktober 2022
7. november 2022
Ca. 14 dage før kursusstart udsendes velkomstmail med praktisk information.
Certificeringsbevis udstedes, når et antal certificeringsfilm er scoret inden for de accepterede værdier i løbet af en tre måneders certificeringsperiode.
Vigtig info
- Bemærk, at der er mødepligt på alle tre kursusdage.
- Det er en fordel at medbringe en computer/tablet.
- Købt MIM-P kuffert og MIM-P aktivitetskort udleveres på kursets 1. dag.
Natasja Petersen
Psykolog
Natasja er autoriseret psykolog med flere års erfaring indenfor familieområdet. Hun er ansat på et kommunalt familiebehandlingscenter, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med udarbejdelse af samspils- og forældrekompetenceundersøgelser, særligt i spæd- og småbørnsfamilier. I dag indgår hun i vejledning og supervision til skoler og dagtilbud og i behandlingsforløb med familier, hvor barnet/den unge har været udsat for overgreb. Natasja har tidligere arbejdet som PPR-psykolog og i Kræftens Bekæmpelse. Hun har en 1-årig uddannelse i neuroaffektiv udviklingspsykologi v. psykolog Susan Hart. Hun er desuden efteruddannet ved Metalog og er aktuelt i et traumefokuseret efteruddannelsesforløb v. psykolog Jesper Birck.
Susan Hart
Cand. Psych. PhD
Susan Hart er cand.psych., PhD., specialist og supervisor i børnepsykologi og specialist i psykoterapi. Hun har været leder af et kommunalt familiebehandlingscenter og arbejdet på børnepsykiatrisk afdeling. Hun er i dag selvstændig psykolog og har i tidens løb superviseret forskellige faggrupper, der arbejder med børn, voksne og familier. Derudover holder hun mange kurser og foredrag over hele Skandinavien. Hun er forfatter til en lang række bøger omkring neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er oversat til flere sprog. Se mere på www.neuroaffect.dk.