For personale der ønsker at styrke relationer og forstå bag adfærden hos tilknytningsforstyrrede og traumatiserede børn og unge
Målgruppe
Denne efteruddannelse er for dig, der som plejeforælder eller pædagog på en døgninstitution eller et opholdssted arbejder tæt sammen med anbragte børn og unge, som har oplevet omsorgssvigt, traumer og svære livsvilkår. Du kender hverdagen, hvor følelser og måske uforudsigelig adfærd fylder meget, og hvor det kan være en udfordring at bevare kontakten og finde veje til udvikling.
Formål
Formålet er at give dig en dybere forståelse af hvordan følelser, adfærd og relationer hænger sammen – og hvordan du som voksen kan blive en tryg base og et udviklingsfremmende modspil, selv når samspillet er svært.
Vi arbejder med viden om hjernens udvikling, traumer, nervesystemet og tilknytning og omsætter det hele til konkrete handlemuligheder i hverdagen. Du får redskaber, perspektiver og refleksioner, der både hjælper dig til at forstå barnet – og dig selv – i mødet.
Undervisningen kombinerer teori, praksis og personlig udvikling, og vi inddrager også nyere forskning i sensitivitet, relationelle mønstre og selvagens.
Moduloversigt og temaer
Modul 1: Tryghed, nervesystem og relationer: Hvordan børn formes i samspillet med andre
Vi starter med det grundlæggende: hvordan hjernen, følelser og relationer spiller sammen, og hvorfor det er så afgørende for børn og unge at møde voksne, der kan være rolige og regulerende. Vi ser på, hvordan stress og utryghed påvirker nervesystemet, og hvad det kræver at skabe en kontakt, barnet tør læne sig ind i.
Centrale temaer:
- Trivselstrekanten: samhørighed, kontrol og mening
- Udvikling af følelsesmæssig regulering
- Den hierarkiske hjerne og traumers påvirkning
- Den voksnes rolle som tryg base
- Polyvagal teori i praksis
Modul 2: Når traumer og omsorgssvigt sætter spor: At forstå barnets reaktioner og finde kontakten igen
Vi dykker ned i, hvordan traumer og brudte relationer sætter sig i kroppen og viser sig i adfærden. Nogle børn trækker sig, andre reagerer voldsomt – men fælles er, at adfærden ofte dækker over en indre følelsesmæssig ubalance. Vi arbejder også med selvbeskyttelse, dissociation og overlevelsesstrategier.
Centrale temaer:
- Forskellige former for traumatisering
- Udviklingstraumer og tilknytning
- Følelsesmæssige reaktioner bag adfærden
- Den nærmeste følelsesmæssige udviklingszone
- At bevare kontakten, når det bliver svært
Modul 3: At se bag adfærden – og handle klogt: Vurdering, analyse og samarbejde i hverdagen
Vi træner evnen til at se og forstå barnets følelsesmæssige behov, også når de er skjult bag svær adfærd. Vi introducerer enkle analysemodeller, som kan bruges i det daglige arbejde og i samarbejdet med kolleger og tværfaglige partnere. Vi åbner også for perspektiver fra sensitivitetsforskning og strukturelle vurderingsredskaber (som fx MIM-P).
Centrale temaer:
- Observation og vurdering i praksis
- At se bag adfærden og finde udviklingszoner
- Samarbejde med forældre og fagpersoner
- Fra analyse til intervention
- Selvagens og forståelse af egen rolle
Modul 4: Følelsesmæssig udvikling og samspil: Leg, rytme og kontakt som vej til udvikling
Her arbejder vi med, hvordan du kan bruge relationel kontakt, leg og nærvær til at støtte barnets følelsesmæssige udvikling. Vi udforsker, hvordan rytme, mikroregulering og sanselige aktiviteter kan åbne nye veje, især når barnet ellers har lukket af. Der præsenteres konkrete redskaber og tilgange, du kan bruge med det samme.
Centrale temaer:
- Fra overlevelse til oplevelse
- Legens rolle i følelsesmæssig modning
- Rytme og timing i samspillet
- Makro- og mikroregulering i praksis
Modul 5: At bevare sig selv i arbejdet: Personligt lederskab og faglighed med varme
Det sidste modul handler om dig som fagperson og menneske. Hvordan passer du på dig selv i en følelsesmæssigt krævende hverdag? Hvordan mærker du dine egne grænser, og hvordan bruger du dig selv klogt og bæredygtigt i samspillet med børn og unge? Vi inddrager både neuroaffektive kompasser og strukturelle perspektiver på selvagens.
Centrale temaer:
- Selvagens og følelsesmæssig resonans
- Refleksion over egen praksis
- Typiske reaktioner i svære samspil
- Grænsesætning, nærvær og faglig bæredygtighed
Undervisningsform
Undervisningen veksler mellem korte oplæg, praksisnære øvelser, videoeksempler, gruppearbejde og arbejde med deltagernes egne cases og erfaringer. Der er god plads til refleksion, dialog og faglig forankring.

