skip to Main Content

Oplæringsforløb i Emotional Mentalizing Scale (EMS) med mulighed for certificering // 19. – 20. august og 19. september 2019

Oplæringsforløbet består af to sammenhængende dage og en kursusdag ca. 1 måned senere, i alt 3 dage.

Emotional Mentalizing Scale (EMS) er et vurderingsredskab, der på en let og tilgængelig måde vurderer unges, voksnes, forældres og gravides mentaliseringskompetence. EMS er udviklet ud fra ønsket om, at foranstaltninger, interventioner og terapeutiske metoder kan målrettes yderligere gennem den unges/forælderens/ personens/klientens evne til at mentalisere. Hensigten er således, at fagpersoner skal kunne anvende vurderingsmaterialet som en del af deres kliniske vurdering i forbindelse med tilrettelæggelse af interventionsplan eller anden indsats.

Mentaliseringsevnen har stor betydning for menneskers evne til både at have empati og sympati og balancere mellem hensynet til sig selv og til andre ud fra fællesskabets interesse. Derudover viser forskningen at forældres evne til at mentalisere betyder meget for børns følelsesmæssige udvikling og en tryg tilknytning.

I det kliniske arbejde med unge, voksne og forældre er der god grund til at beskæftige sig med mentaliseringsevnen. Der efterspørges i stigende grad vurderingsredskaber til at undersøge mentaliseringskompetence på en relativ let og tilgængelig måde. Dette ud fra ønsket om at målrette foranstaltninger og interventioner ud fra ”What works for whom?”

EMS er udviklet af psykologerne Anne Blom Corlin, Jesper Birck, Susan Hart og Knud Hellborn. Derudover har Susan Hart anvendt vurderingsmetoden i sit PhD-projekt og har udført et mindre pålideligheds- og validitetsstudie i metoden. EMS har sit teoretiske afsæt i neuroaffektiv udviklingspsykologi, derfor betyder sammenhængen mellem kropssprog, interaktionskompetence og personens narrativer meget i scoringen af mentaliseringsevnen.

Oplæringskursets indhold

De første to oplæringsdage sætter fokus på

  • Indføring i mentaliseringsbegrebet
  • Forståelse af mentaliseringsfunktionen
  • EMS’s historie og relation til RF-skalaen (Reflective Functioning Scale)
  • Anvendelse af EMS til at præcisere interventionsplan og interventionsmetode
  • Forskningsresultater vedrørende EMS
  • Dilemmaer og udforinger ved vurdering af mentaliseringsevne
  • Gennemgang af interviewet ud fra udleveret manual
  • Forberedelse af interviewet
  • Indledning og introduktion af interviewet til interviewperson
  • Udførelse af interviewet: interviewerstil og holdning
  • Debriefing af den interviewede
  • Gennemgang af skalaen og scoringskriterier
  • Træning i at foretage interviews
  • Træning i at score interviews

På første dag udleveres en manual. Der må påregnes hjemmearbejde mellem dag et og dag to og mellem dag to og tre, som er ca. en måned senere. Mellem dag 2 og 3 skal du afsætte tid til at foretage et interview, optage det på video og score interviewet.

Den tredje oplæringsdag sætter fokus på

  • Spørgsmål der er opstået gennem brug af EMS i praksis
  • Scoring af to EMS-videoer evt. fra deltagerne
  • Beskrivelse af certificeringsprocessen
  • Træning i at score interviews
  • Planlægning af intervention ud fra mentaliseringsfunktion

Undervisningsmetode

Undervisningen foregår gennem præsentation, videooptagelser til at vurdere mentalisering, dialog og spørgsmål.

Målgruppe

Kursusdagene henvender sig til fagpersoner der gerne vil undersøge mentaliseringsfunktioner hos unge og/eller voksne. Oplæring i EMS kræver, at man har en solid faglig uddannelse, fx i psykologi eller en relevant professionsuddannelse. Ud over professionsuddannelsen kræves der ca. tre års praksiserfaring.

Om underviserne

Susan Hart
Susan Hart er cand. psych., PhD, specialist og supervisor i børnepsykologi og specialist i psykoterapi. Hun er i dag selvstændig psykolog og har i tidens løb superviseret PPR kontorer, sagsbehandlere i børne- og familieafdelinger, behandlingsinstitutioner, skoletilbud for børn med følelsesmæssige vanskeligheder, amtets specialskoler, familieplejekonsulenter, plejefamilier osv. I dag består hendes arbejde hovedsaglig af foredrags- og kursusvirksomhed i Danmark og Norge samt gruppesupervision af psykologer og andre faggrupper.
Hun afholder efteruddannelser i Neuroaffektiv Psykoterapi flere steder i Europa og er forfatter til en lang række bøger omkring neuroaffektiv udviklingspsykologi (integration af hjerneforskning og udviklingspsykologi), som er oversat til flere sprog. Se mere på www.neuroaffect.dk.

Knud Hellborn
Knud er cand. psych. aut. og arbejder til dagligt med undervisning, supervision og tilrettelæggelse af behandlingsforløb samt implementering af neurosekventiel og neuroaffektiv udviklingspsykologi som forståelsesramme på både specialområdet og normalområdet.

Betalings- og afbestillingsregler

Når du tilmelder dig fremsendes faktura, hvoraf betalingsfristen fremgår. Til offentlige kunder faktureres elektronisk via EAN nummer.

Indtil fire uger før kursusafholdelse kan kurset frameldes uden omkostninger.

Afbestilling mellem fire uger til ugedagen før kursets afholdelse medfører et frameldingsgebyr på 2.500,- kr.

Afbestilling fra ugedagen før kursets afholdelse udgør frameldingsgebyret den fulde kursusbetaling.

Du er altid velkommen til at tilbyde kursuspladsen til en kollega uden udgift for dig.

Tilmeldingsformular

Oplæringsforløb i Emotional Mentalizing Scale (EMS) med mulighed for certificering // 19. – 20. august og 19. september 2019
Felter markeret med (*) skal udfyldes.

Udfyld venligst med alle deltagers navne og email, med en deltagers navn og email pr. linie.

Dato

Den 19.-20. august og 19. september 2019 fra 9.00 – 16.00.
(Morgenmad kl. 8.30 – 9.00)

Sted

Børns Vilkår
Trekronergade 26, 2500 valby

Pris

Prisen pr. deltager er kr. 5.900 ekskl. moms (pr. deltager)

Prisen dækker manual (som udleveres på første kursusdag) andet materiale, morgen- og formiddags- kaffe/te med brød, juice og frugt, isvand i lokalet, frokost med en vand og eftermiddags- kaffe/te med hjemmebagt kage.

Certificeringsproces: 500,- ekskl. moms (pr. deltager)

PDF

Back To Top